“Yes! Awesome! Det lykkedes! Endnu en af mine historier ender på de danske biblioteker. Nøøøøjjj, hvor er du bare go´Lars.” Gå ind og blive aet på kinden af din fantastiske, støttende legekammekæreste, som synes, du er en rigtig sej historiefortæller. Åbn en iskold øl og smæk benene op og bad i din selvfede følelse af accomplishment!

Que – ægte følelse og handling: “Yes…sådan. Hmmmm…og hva´ så nu?”

Jeg blev stadig aet på kinden. Jeg åbnede en pepsi i stedet for en øl, og reflekterede – badet i Chromecast-båret netflix-skær – over, at der skal mere til nu for at give mig et rush og føle, at jeg virkelig har udfordret mig selv.

Jeg er stadig stolt og stadig glad. Men jeg aner klare misbrugstendenser. Rusen er mindre nu. Mine fingre klik-klakker stadig grådigt på tastaturet, når den gode idé opstår, men jeg vil have mere. “Det skal jeg da ha´, Thorkild!!”

Såååå… hva´så? Jeg har de fedeste idéer liggende, men noget holder mig tilbage. Mest undskyldninger som travlhed og arbejde og børn og bla. bla. Jeg kommer i det vildeste flow, når jeg har en deadline og bliver grebet af min egen historie. DERFOR har LUO fungeret godt for mig. Men der er nok en underliggende ærefrygt for romanformatet.

Det nye er så, at jeg bliver skubbet til af forskellige folk – blandt andet “rigtige” forfattere – som prikker mig i panden og siger: “Skriv til lige ham og ham, send lige til den og den, tjek lige den her forlagskonkonkurrence…”

Så nu vil jeg vende skuden. Næste år er jeg med i LUO konkurrencen, hvis jeg har tid. Det bliver ikke et primært mål. Nu handler det om at tage et nyt skridt. Større format, mere risiko, mere arbejde, større historie. Jeg vil i gang med at berette om et af mine tankeuniverser i bogform. Ikke for fame and fortune (Dansk… Science Fiction… say no more) Men for at GØRE det. For at UDFORDRE og for at kunne få det rush, som jeg vist er lidt afhængig af. ¯\_(ツ)_/¯

Men jeg har fået skrevet og indsendt en super fed og twisted novelle. (Jeg er kommet til at slå ydmyg_jyde_plugin fra i WordPress til denne post, sorry.)

Jeg er virkelig glad for den. Det er en novelle i grænselandet mellem science fiction, historiske begivenheder, horror, medico-scare (et ord jeg lige fandt på, som betyder, at man er bange for medicin, der bliver brugt til at lede mennesker mod mørket), kærlighedshistorie og dannelsesrejse. Den spænder over mere end 100 år og mange skæbner på under 5000 ord, så hold godt fast!

Som altid kræver jeg lidt af læseren, og jeg vil helst have, at man lige skal tænke: “Men betyder det så? … Ahhhhhhh! … eller hvad? Uhhh …”, når man er færdig. Hvis jeg selv har et par kuldegysninger under processen, hvor jeg opdager mit eget plot, så er jeg tilfreds og glad!

Nu er der bare en laaaang ventetid mens redaktøren og de gode hjælpende kræfter udvælger, hvem der kommer med.