“Yes! Awesome! Det lykkedes! Endnu en af mine historier ender på de danske biblioteker. Nøøøøjjj, hvor er du bare go´Lars.” Gå ind og blive aet på kinden af din fantastiske, støttende legekammekæreste, som synes, du er en rigtig sej historiefortæller. Åbn en iskold øl og smæk benene op og bad i din selvfede følelse af accomplishment!

Que – ægte følelse og handling: “Yes…sådan. Hmmmm…og hva´ så nu?”

Jeg blev stadig aet på kinden. Jeg åbnede en pepsi i stedet for en øl, og reflekterede – badet i Chromecast-båret netflix-skær – over, at der skal mere til nu for at give mig et rush og føle, at jeg virkelig har udfordret mig selv.

Jeg er stadig stolt og stadig glad. Men jeg aner klare misbrugstendenser. Rusen er mindre nu. Mine fingre klik-klakker stadig grådigt på tastaturet, når den gode idé opstår, men jeg vil have mere. “Det skal jeg da ha´, Thorkild!!”

Såååå… hva´så? Jeg har de fedeste idéer liggende, men noget holder mig tilbage. Mest undskyldninger som travlhed og arbejde og børn og bla. bla. Jeg kommer i det vildeste flow, når jeg har en deadline og bliver grebet af min egen historie. DERFOR har LUO fungeret godt for mig. Men der er nok en underliggende ærefrygt for romanformatet.

Det nye er så, at jeg bliver skubbet til af forskellige folk – blandt andet “rigtige” forfattere – som prikker mig i panden og siger: “Skriv til lige ham og ham, send lige til den og den, tjek lige den her forlagskonkonkurrence…”

Så nu vil jeg vende skuden. Næste år er jeg med i LUO konkurrencen, hvis jeg har tid. Det bliver ikke et primært mål. Nu handler det om at tage et nyt skridt. Større format, mere risiko, mere arbejde, større historie. Jeg vil i gang med at berette om et af mine tankeuniverser i bogform. Ikke for fame and fortune (Dansk… Science Fiction… say no more) Men for at GØRE det. For at UDFORDRE og for at kunne få det rush, som jeg vist er lidt afhængig af. ¯\_(ツ)_/¯

Men jeg har fået skrevet og indsendt en super fed og twisted novelle. (Jeg er kommet til at slå ydmyg_jyde_plugin fra i WordPress til denne post, sorry.)

Jeg er virkelig glad for den. Det er en novelle i grænselandet mellem science fiction, historiske begivenheder, horror, medico-scare (et ord jeg lige fandt på, som betyder, at man er bange for medicin, der bliver brugt til at lede mennesker mod mørket), kærlighedshistorie og dannelsesrejse. Den spænder over mere end 100 år og mange skæbner på under 5000 ord, så hold godt fast!

Som altid kræver jeg lidt af læseren, og jeg vil helst have, at man lige skal tænke: “Men betyder det så? … Ahhhhhhh! … eller hvad? Uhhh …”, når man er færdig. Hvis jeg selv har et par kuldegysninger under processen, hvor jeg opdager mit eget plot, så er jeg tilfreds og glad!

Nu er der bare en laaaang ventetid mens redaktøren og de gode hjælpende kræfter udvælger, hvem der kommer med.

Min historie ‘Timen’ er en slem blodig sag, inspireret af ting, som indiansk tortur, snuff-videoer, kroppe til låns og udødelighed. Bagerst i hovedet har jeg tænkt på Richard K. Morgans fantastiske cyberpunk roman Altered Carbon.

Fra ‘Timen’: “Jeg rykkede til, men tangen smuttede. Jeg skulle bruge tre forsøg for at få øjet til at slippe kraniets trygge hule med en sugende lyd.”

(At jeg så har fundet to tryk-/skrivefejl ved første gennemlæsning i den trykte bog rider mig til gengæld som en mare! IKKE GODT NOK!)

Fra sidste års udgivelse fra Science Fiction Cirklen: Lige under Overfladen 11 – Lidenskab og Lysår – har jeg stadig nogle noveller, som giver genlyd i hovedet. Det er fx A.Silvestris historie ‘I fædrelandets tjeneste’. Det er ikke så meget selve opbygningen eller plottet. Det er i langt højere grad beskrivelsen af maden, som bliver fortæret af hovedpersonen. Der er smag, lugt, tekstur og temperatur og så videre. Super inspirerende beskrevet.

Majbrit Høyrups novelle ‘Slidte Dukker’ fangede mig også. Den var ikke vildt nyskabende. Der er lånt elementer fra talrige lignende historier, og det er helt fint! Konceptet med de midlertidige – men selvstændige – kroppe, som er sendt til andre planeter blander elementer af kloning, sjæl/krop, memory-recording, udforskning, forfald og en masse andre ting. Den er bare godt skrevet med interessante dilemmaer. Der er andre rigtig gode historier, men de to står forrest i hukommelsen.

Jeg er allerede i gang med at producere konkurrence-bidrag til næste års udgivelse, hvis den bliver til noget. Første år afleverede jeg én novelle. Sidste år var det to, så hvis jeg ellers finder tid, ro og inspiration, så vil jeg gå efter tre bidrag i år. Der er dog lidt for meget arbejde og privatliv, der forstyrrer mig for tiden.

I baggrunden lurer en roman, som jeg arbejder på. Der er lang vej endnu til jeg har samling på, hvad det bærende i historien er, men jeg har en helt masse scener beskrevet, som jeg er rigtig tilfreds med. Jeg er i hvert fald på et sted, hvor jeg selv vildt godt gad se filmatiseringen.

Husk, du også kan læse om mine andre udgivelser, hvis du har lyst.

ELLER – den var for ringe.

Målgruppen var 11-15 årige, og det var altså en udfordring for mig. Jeg ærgrer mig selvfølgelig over, at den ikke kom med, men jeg havde heller ikke forventet det. Til gengæld kan jeg ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle bruge den novelle til noget igen, så du kan læse eller downloade novellen fra min side med uddrag af tekster. Hvis du kan lide den, så smid en kommentar.

Nu handler det om at finde nye mål. Er det skufferomanen, som jeg skal sigte på nu? Jeg har allerede skelettet, men hvor det er hårdt at udfylde med kød og organer. Jeg kan også lige så godt komme i gang med at lave en eller flere noveller til Science Fiction cirklens næste novellesamling i serien Lige under Overfladen. Til efterår udkommer min novelle ‘Timen’ i den aktuelle 2017 udgivelse i serien.

Jeg har ikke nogle noveller indsendt til konkurrencer lige nu, og det føles helt mærkeligt. Jeg kan godt lide at gå at vente på svar. Sjældent oplever jeg større forventningsglæde, som ved tidsfristen for svar fra et forlag eller redaktør. Dog stiller jeg mig selv det spørgsmål, om konkurrencer er god idé at deltage i. Jeg har arbejdet meget med kreativitet og innovation, og det underliggende forskningsmateriale har forskellige opfattelser af ekstern vurdering og bedømmelse, som enten hæmmende eller understøttende for motivation og graden af kreativitet i det producerede. Motivation er ret vigtig, når man udelukkende har sin fritid til at skrive i ved siden af job og børn. Jeg vil på et senere tidspunkt skrive et længere indlæg om netop denne problemstilling og om nogle af de spændende forskningsartikler, du kan læse om emnet.

Men gå ind på min side om mine tekster og læs eventyret, hvis du har lyst!

Nej tak!

Eventyr – fint nok. Jeg elsker eventyr og mindes eftermiddage i min mormors jungleagtige baghave, hvor jeg, med en Mezzo Mix og en pose af de gode tysklandskarameller og en bunke eventyrsamlinger fra bogbussen, fik lune sommerdage til at vare for evigt siddende på en stige bag brændeskuret fordybet i de klassiske eventyr. Den sætning var lige så lang, som eftermiddagene i solen!

Målgruppe 12-15 år – øøøhhh…hvordan gør man det? Jeg kan godt fortælle historier til små børn, men til de der underlige mennesker midt mellem voksen og barn? Det har jeg simpelthen ingen erfaring med, og det bliver sikkert et vildskud af rang, sagde en lille stemme til mig.

OK så!

Fem dage inden afleveringsfristen blev jeg trodsig og kastede mig sidelæns ind i historien alligevel. Min inkubationstid virkede og historien fortalte sig selv. Jeg har valgt at genfortolke Rapunzel af brødrene Grimm. (Eller Rapuntzel – the jury is out on this one!) Eventyret om pigen i tårnet, med en brandtrappe som hårpragt, var en grum historie, som var lidt for fræk i den oprindelige udgave fra 1812. Den unge prins har kort og godt gentagne hyrdetimer i tårnet med den unge pige, som bliver gravid med tvillinger, og hendes kjole strammer. På den måde opdager feen(1812), at pigen har haft besøg i tårnet. I den sidste revision fra 1857 var det i stedet ‘den unge mand, som var meget lettere at trække op end troldkvinden’. Fra fe til troldkvinde. Hvilken deroute!

Jeg har valgt at smide en ordentlig gang smartphones, tvangsfjernelse af børn og Youtube ned i blenderen og forhåbentlig, kommer novellen med i udgivelsen. Jeg er selv godt tilfreds med historien, og et par betalæsere kalder den ‘grum’ og ‘underholdende’ Tak…men hvad siger forlaget? Det er sendt 83 noveller ind til konkurrencen. Jeg ved, at flere af de hårde hunde selvfølgelig har sendt forslag ind, så jeg er også realistisk. Det er ikke min hjemmebane – hvis jeg har én? Så jeg vil blive skuffet men tage det ganske roligt i det tilfælde, at jeg ikke er med blandt de noveller, som bliver vurderet til at kunne være en del af bedste og mest sammenhængende udgivelse.

I dag kom der et pænt afslag fra forlaget Enter Darkness, som har Lars Grill Nielsen ved styrepinden. Denne gang handlede det om at skrive en horror-novelle til voksne. Antologien kommer til at hedde “Fortællinger fra mørket 2” og får sikkert en udvidet titel, som beskriver den røde tråd blandt de valgte noveller. Der blev sendt 36 noveller til konkurrencen, og 15 blev valgt til at blive udgivet.

Er jeg skuffet? Ja! Jeg øsede en masse energi i at prøve at skrive en god novelle.

Jeg vil være ærlig og sige, at jeg ikke har skrevet horror før. Jeg er rasende meget i tvivl, om historien overhovedet kan kaldes horror. En god veninde, som tilfældigvis er verdens bedste betalæser, kaldte den for psykologisk thriller. I´ll buy that! Jeg lægger en snas af novellen på siden, når jeg får taget mig sammen til at lave en sektion med læsebidder.

Jeg glæder mig til at læse antologien “Fortællinger fra mørket 2”, selv om jeg ikke er med. ( Men jeg vil naturligvis sidde og ryste på hovedet, over de helt vildt fjollede historier, som kom med i stedet for min.) ;-)~

Som en trodsreaktion, har jeg i et heftigt tempo skruet en novelle sammen til en anden konkurrence. Og hvis jeg var på glatis i horror-genren, så jeg gået gennem isen i denne konkurrence. Det fortæller jeg mere om senere.

Succes!

Min novelle ‘Timen’ er valgt som en ud af 30 noveller i år. Der var 86 indsendte forslag, og der er nogle rigtig dygtige forfattere med, efter min mening, så det er en kæmpe fornøjelse for mig, at det lykkedes igen. Titlen på antologien bliver i år ‘Efter fødslen – Lige under overfladen 12′ og den udkommer formentlig 1. september i forbindelse med Fantasticon.

Jeg sendte to forslag i år, men man kan kun få én novelle med i antologien. Jeg var godt klar over, at det sikkert var ‘Timen’, som kom i betragtning. Den handler om en mand, som på grusom vis torturerer en anden mand i en kælder. Offeret har bare ingen nerveforbindelser, som sender smerten videre, så hvorfor overhovedet gøre sig umage med at torturere efter alle kunstens regler? Min anden novelle ‘Otonauterne’ er en ret kort novelle, som twister den traditionelle historie om rumfart og forhåbentlig driller hjernen lidt hos læseren.

Da ‘Timen’ skal udgives og ‘Otonauterne’ har en chance for at komme på tryk i anden sammenhæng, så kan jeg ikke lægge dem til gennemlæsning her på siden.

De andre forfattere i analogien er:

A. Silvestri, Flemming R.P. Rasch, Helle Perrier, Nikolaj Johansen, Caner Doga Cansi,Lars Ahn, Anna Theresa Ebert Lauritsen, Flemming Johansen, Helene Toksværd, Viggo Madsen, Maria Frantzen Sanko, Anne-Marie Træholt, Michala Elk, Christian Holger Pedersen, Jesper Goll, Torben M. Husum, Trine V. Ipsen, Bjarke Schjødt Larsen, Jesper Rugård Jensen, Gudrun Østergaard, Sara Weisdorf, Luna D. Petersen, Malte Simon Christensen, Niklas Lillelund, Richard Ipsen, Johannes Lundstrøm, Kenneth Krabat, Søren Toft Høyner og Glen Stimøe.

Flere af forfatterne er gengangere (altså ikke levende døde, er jeg næsten sikker på), som har været dygtige nok til at være med mange år i træk. Jeg må se, om jeg også er i stand til at fortsætte og få tre på stribe til næste år, hvis redaktøren Carl-Eddy Skovgaard fortsætter det store arbejde med Lige under overfladen.

Min eneste ærgelse i forbindelse med konkurrencen i år er, at min gode kollega Thomas Nis Westergaard ikke fik sin fine science fiction novelle med, der spandt en fin historie sammen omkring dansk politik, miljøproblemerne i verden og en afgørende opdagelse i en alternativ fremtid.

I 2016 kom min novelle ‘Trippelkøb’ med i antologien Lige under Overfladen 11 – Lidenskab og Lysår. Det var jeg super stolt over, da jeg hidtil kun har fået en enkelt novelle udgivet, og det var ikke science fiction. Det var historien om ‘Kolonihavens bedste bryg’ i novellesamlingen ‘Drømme – Store som små’. Den handler om Vagn, der sætter alt på spil for at vinde den årlige havekonkurrence i kolonihaveforeningen. ‘Trippelkøb’ er en dystopisk science fiction novelle i et fremtidigt Danmark. Den var lang tid undervejs og er blevet omskrevet et par gange, efter betalæsere begavede mig med god kritik.

Jeg er virkelig super glad for, at nogen efterfølgende har nomineret ‘Trippelkøb’ til Niels Klim Prisen i kategorien novelle. Desværre vandt jeg ikke, men bare det, at nogen frivilligt og uden penge under bordet eller på grund af kollegiale eller familiære forpligtelser, valgte at nominere min historie er bare #¤¤”% fedt. Så tak, ukendte nominator. Vinderen blev Richard Ipsen med novellen ‘Mærk fremtiden’.

Heldigvis vandt ‘Slidte dukker’ af Majbrit Høyrup i kategorien Langnovelle. Det stemte jeg nemlig selv på, og det er en rigtig fin historie.

Jeg fortsætter ufortrødent og er super stolt over at komme med i den slags antologier, da flere af mine “konkurrenter” er nogle hårde hunde, som skriver fantastisk godt.

Jeg godt kan lide at køre i bil. Jeg kan også godt lide at køre bil i mørke. Med lys på. Lige tilpas med lys på. Mere lys, når jeg kører alene. Mindre lys, når jeg møder andre. Balance i tingene. Orden. Zen….

Jeg kan ikke lide at køre bil om natten med modtrafikanter – jeg skriver med vilje ikke mod medtrafikanter – der opfatter fysiske love anderledes end mig. Lys udbreder sig med ~300.000 km i sekundet. Det gælder både knæklys, julelys og langt lys på bilen.

Derfor kan jeg blive infam over modtrafikanter, der blænder op 5 meter FØR de passerer mig og mine bløde, ubeskyttede, sensitive dådyrøjne perfekt tilpasset natlige udflugter og missioner.

Her tænker jeg flere ting:

• Er de bevidst 100% assholes, og fniser de, efter de har passeret mig i panisk ratknugen, navigerende udelukkende ved hjælp af min hørelse og lugtesans?
• Er de bare dårlige bilister, aka. “andre bilister”, som simpelthen ikke tænker over det?
• Findes der mennesker med en overbevisning om, at de kan “kaste” lyskeglen frem, så den ikke generer mig. De er jo næsten forbi, og de er selv i fart? Der er mindst 10 meters helle inden lyset for alvor tager effekt?
• Er der bilister eller mennesker generelt, der lever lidt kvanteforskudt af os andre, som i deres opfattelse af det, vi kalder virkeligheden, er et par sekunder bagude rent mentalt eller forude rent fysisk?

Hmmmm. Jeg har meget tid til at tænke over det, når jeg kører i bil i mørke. Jeg tænker også over, hvordan jeg kunne statuere et eksempel. Jeg vil ikke diskriminere. Det betyder ikke det store for mig, hvilken af ovenstående årsager, der ligger til grund for handlingen.

Mit udgangspunkt ville være at vende om og bringe den anden bilist til standsning. Enten med hårde opbremsninger efter en overhaling, men jeg overvejer også metoder, der involverer nøgenhed og diverse højteknologi. Det vil jeg ikke gå dybere ind i her.

Efter bilisten er bragt til standsning – i min hjerne er der altid kun én person i bilen – så skal vedkommende pacificeres. En modificeret undervandsharpun med bedøvelse stjålet ved en hestedyrlæge eller et pusterør og pile med lammende frøgift er inde i mine overvejelser. Gerne noget der virker hallucinerende.

Inden da har jeg brugt betydelige ressourcer på at nedføre et underjordisk forsøgscenter/korrektionsanstalt. I et komplet mørkt rum har jeg fragtet personens egne soveværelsesmøbler og stillet dem op præcist, som personen er vant til. Alternativt har jeg via højopløsnings telelinsefotografier genskabt møblerne i en 1:1 kopi i de materialer, jeg mener, der kommer tættest på.

Min plan er at lade min modbilist vågne langsomt op i sine vante omgivelser og den vante bløde dyne og tænke, at det hele var en grim drøm, og at de aldrig vil blænde en modbilist på den måde igen.

Lige når personen skal til at tænde lyset på natbordet vil jeg i stedet tænde en svag og blød 1-watts glødepære i fodenden af sengen. Den sarte glød vil forvirre og pirre nysgerrigheden men ikke skabe andet end svag undren og gniden i øjnene. I samme øjeblik min modbilist læner sig frem for at kigge med helt åbne øjne i mørket, vil jeg afspille lyden af en 6-sporet indisk motorvej i myldretiden gennem nerveimplantater opereret direkte ind i hovedet på min modbilist og forbundet til det indre øre. Simultant vil jeg tænde en hel væg af xenon pærer på max effekt og krydre det perifere syn med kraftig stroboskop lys. Jeg vil efter få sekunders effekt lamme min modbilist med en ny dosis frøgift/hestebedøvelse.

Rinse and repeat indtil jeg enten selv er tilfreds med udfaldet, eller mit forsøgscenter bliver stormet.

Jeg kan ikke se nogle huller i min plan. Overhovedet.