Blænd op og vær klar til konsekvenser

Nogle gange, tænker jeg:

Jeg godt kan lide at køre i bil. Jeg kan også godt lide at køre bil i mørke. Med lys på. Lige tilpas med lys på. Mere lys, når jeg kører alene. Mindre lys, når jeg møder andre. Balance i tingene. Orden. Zen….

Jeg kan ikke lide at køre bil om natten med modtrafikanter – jeg skriver med vilje ikke mod medtrafikanter – der opfatter fysiske love anderledes end mig. Lys udbreder sig med ~300.000 km i sekundet. Det gælder både knæklys, julelys og langt lys på bilen.

Derfor kan jeg blive infam over modtrafikanter, der blænder op 5 meter FØR de passerer mig og mine bløde, ubeskyttede, sensitive dådyrøjne perfekt tilpasset natlige udflugter og missioner.

Her tænker jeg flere ting:

  • Er de bevidst 100% assholes, og fniser de, efter de har passeret mig i panisk ratknugen, navigerende udelukkende ved hjælp af min hørelse og lugtesans?
  • Er de bare dårlige bilister, aka. “andre bilister”, som simpelthen ikke tænker over det?
  • Findes der mennesker med en overbevisning om, at de kan “kaste” lyskeglen frem, så den ikke generer mig. De er jo næsten forbi, og de er selv i fart? Der er mindst 10 meters helle inden lyset for alvor tager effekt?
  • Er der bilister eller mennesker generelt, der lever lidt kvanteforskudt af os andre, som i deres opfattelse af det, vi kalder virkeligheden, er et par sekunder bagude rent mentalt eller forude rent fysisk?

Hmmmm. Jeg har meget tid til at tænke over det, når jeg kører i bil i mørke. Jeg tænker også over, hvordan jeg kunne statuere et eksempel. Jeg vil ikke diskriminere. Det betyder ikke det store for mig, hvilken af ovenstående årsager, der ligger til grund for handlingen.

Mit udgangspunkt ville være at vende om og bringe den anden bilist til standsning. Enten med hårde opbremsninger efter en overhaling, men jeg overvejer også metoder, der involverer nøgenhed og diverse højteknologi. Det vil jeg ikke gå dybere ind i her.

Efter bilisten er bragt til standsning – i min hjerne er der altid kun én person i bilen – så skal vedkommende pacificeres. En modificeret undervandsharpun med bedøvelse stjålet ved en hestedyrlæge eller et pusterør og pile med lammende frøgift er inde i mine overvejelser. Gerne noget der virker hallucinerende.

Inden da har jeg brugt betydelige ressourcer på at nedføre et underjordisk forsøgscenter/korrektionsanstalt. I et komplet mørkt rum har jeg fragtet personens egne soveværelsesmøbler og stillet dem op præcist, som personen er vant til. Alternativt har jeg via højopløsnings telelinsefotografier genskabt møblerne i en 1:1 kopi i de materialer, jeg mener, der kommer tættest på.

Min plan er at lade min modbilist vågne langsomt op i sine vante omgivelser og den vante bløde dyne og tænke, at det hele var en grim drøm, og at de aldrig vil blænde en modbilist på den måde igen.

Lige når personen skal til at tænde lyset på natbordet vil jeg i stedet tænde en svag og blød 1-watts glødepære i fodenden af sengen. Den sarte glød vil forvirre og pirre nysgerrigheden men ikke skabe andet end svag undren og gniden i øjnene. I samme øjeblik min modbilist læner sig frem for at kigge med helt åbne øjne i mørket, vil jeg afspille lyden af en 6-sporet indisk motorvej i myldretiden gennem nerveimplantater opereret direkte ind i hovedet på min modbilist og forbundet til det indre øre. Simultant vil jeg tænde en hel væg af xenon pærer på max effekt og krydre det perifere syn med kraftig stroboskop lys. Jeg vil efter få sekunders effekt lamme min modbilist med en ny dosis frøgift/hestebedøvelse.

Rinse and repeat indtil jeg enten selv er tilfreds med udfaldet, eller mit forsøgscenter bliver stormet.

Jeg kan ikke se nogle huller i min plan. Overhovedet.

Leave a Reply